Katrine Hvelplund

Gymnastik er en stor og væsentlig del af Katrines liv, som bare bliver ved med at give hende fantastiske oplevelser i krydsfeltet mellem bevægelse, musik, fællesskab, kreativitet og udfordring.
Katrine nyder at se gymnastik, at lave gymnastik og at udvikle gymnastikken.
Et af hendes mål er at få fysisk formåen, bevægelsesglæde og æstetik til at gå op i en højere enhed, så der opstår en følelse af flow for både gymnaster og tilskuere.
Dette mål har hun i de seneste år primært arbejdet med som instruktør på forskellige rep. hold og foreningshold.

Katrine har tidligere været gymnast på forskellige foreningshold, rep. hold, verdenshold og Ollerups Elitehold. Hun har arbejdet som højskolelærer på Gymnastik- højskolen i Ollerup, Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg og har været efterskolelærer.

Til dagligt arbejder Katrine som projektleder i DGI Nord i Ålborg, hvor hun også beskæftiger sig med gymnastikken, men hun står også for planlægning af Danmarks største MTB-løb – Ålborg MTB marathon.

Katrine er træner for Eliteholdet – Viborg Gym Team.