Henning Pedersen

Hvornår var du ansat på GIV?

Jeg var ansat på skolen fra 1979 til 1991, men var med på korte sommerkurser en hel del år efter, både mens Olav og Mogens var forstandere. Jeg var ansat på skolen fra 1979 til 1991, men var med på korte sommerkurser en hel del år efter, både mens Olav og Mogens var forstandere.

Hvad laver du nu?

Siden jeg forlod skolen, har jeg – og det bliver på 25. år i år – en gang om ugen haft morgensang og fortælling på Skals Håndarbejds-højskole, og jeg er en omvandrende foredragsholder. Som da jeg var på skolen skriver jeg stadig store og små skuespil hist og her (så sig endelig til!) og får hver sommer opført tre nye små spil i Viborgs middelalderkvarter. En håndfuld bøger er det også blevet til, men det spinder jeg nu ikke guld på. Der kommer en mere hen på vinteren. Og så blander jeg mig på forskellig vis i Viborgs forenings- og kulturliv. Jeg bor i mit lille hus i Hersom sammen med Lotte og to katte. Indtil fornylig boede vi mange tusinde her, men mine bier er just fløjet deres vej, og jeg har ikke gjort noget behjertet forsøg på at hente dem hjem igen.

 

Hvad husker du bedst fra din tid på GIV – evt. en episode og hvad har GIV betydet for dig?

Jeg kunne trække utallige små sjove episoder frem fra min tid på skolen, og mange af dem knytter sig til dramatikundervisningen. Vi kunne jo tage den med, da skolens fjernsyn faldt ned fra sit ophøjede stade og gik i tusind stykker, fordi en af eleverne med bind for øjnene havde vovet sig op på øverste hylde i et af klasselokalerne. Jeg var ikke meget for at fortælle det til Arne Knudsen, men han syntes nu nærmest det var morsomt, da han først havde forsikret sig om, at ingen var kommet til skade.Det var egentlig en ganske håndfast måde at tackle TV-tyranniet på. – Mange af de store oplevelser for mig knytter sig til de mange skuespil, der blev opført, ingen nævnt ingen glemt – 3 om året faktisk plus det løse – og ekskursionerne, ikke mindst den spontane tur til Berlin, da nedbrydningen af muren gik i gang. Det er svært at sige konkret, hvad tiden på skolen har betydet for mig, men hvis jeg nu siger, at det er det bedste job jeg har haft, så er det ikke helt forkert. Jeg synes, jeg var del af en iderig og aktiv lærergruppe. Der var ikke megen fodslæben der.  Og eleverne ikke at forglemme. Entusiasmen, gåpåmodet, engagementet. Og så var det nu da også meget rart, at Arne Knudsen sørgede for, at jeg for første gang i mit liv blev puttet i en pensionskasse.