Alfred Agergaard

Hvornår var du ansat på GIV?

Jeg var ansat på Gymnastikhøjskolen fra 1971 til 1996 Før 1971 var jeg højskolelærer på Gerlev Idrætshøjskole, hvor jeg var ansat i 10 år.

Hvad laver du nu?
Siden 1996 har jeg været engageret med diverse opgaver som underviser, censor og deltager i frivilligt arbejde (såvel organisatorisk som politisk/ kulturelt/ idrætsligt). Var i 2 perioder formand for DGI`s landsdel – Midtjylland. Fra 2004 – 2014 formand for Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Viborg Kommune. Derefter i samarbejde med Viborg Kommunes Integrationsafdeling har Anna og jeg haft opgaver, der indeholder etableringen af kontakt mellem flygtninge- og danske familier. Er nu tillige bestyrelsesmedlem i DFH`s Landsfrivilliggruppe.

Hvad husker du bedst fra din tid på GIV – evt. en episode og hvad har GIV betydet for dig?

Jeg svarer kort: Ikke en enkel EPISODE, men en mangfoldighed af fællesoplevelser og – erfaringer med fordybelse. Højskolen havde alene eller sammen med foreninger/ institutioner arrangeret koncerter, teaterforestillinger, debat- og foredragsaftener, min-Ol for børn, street- boldspil, gymnastik- og idrætsstævner, Viborg Festivaler m. v.. Alene med elever som målgruppe og med deres indflydelse på indholdet: flere dages studieture, bl.a. København, Samsø, Grænselandet og Berlin (Murens fald 1989).

Jeg havde 24 spændende år på højskolen sammen med engagerede og motiverede elever. Det samme var også gældende mht. kollegaer samt de mange ansatte med forskellige ansvarsområder på højskolen. – Hvad har haft betydning for dig, spørger Årsskriftet. Meget, svarer jeg! Mine oplevelser lærte mig om fascinationens tilstedeværelse i et godt holdarbejde, hvor hver eneste dag indirekte var et arbejde for såvel elevernes som højskolens fremtid. – I visse situationer følte jeg lighedspunkter mellem højskolejob og idrætsoplevelser, især når samarbejde, inspiration og venskab forenedes uudsigeligt, og hvor man gjorde hinanden gode. En stærk side ved højskolelærerjobbet, der gjorde, at man blev i det, var den helhedstænkning, det indeholdt: undervisning, arrangementer, socialt samvær m. v.. Endeligt var det en kvalitet for mig, at så mange livsfunktioner for mig uden for højskolen kunne relateres og forbruges i undervisningen. Da højskolen i sin undervisning skulle beskæftige sig med virkelighedens vilkår og emner (eksistentiel, kulturelt, politisk m.v.), måtte læreren også kunne bidrage med holdninger og synspunkter. Det var ikke nok, hun/ han agerede ”farveløs” ordstyrer i samtale- og undervisning. – Men det kan være svært, fordi en højskole pr. definition er en skoleform, der sammen med dens ledelse og lærere næsten til stadighed tvivler på sig selv. Det kan være en svaghed, men det er også en styrke. Fordi det sikrer mod at stagnere i rutine og selvtilfredshed.