Ny forstander

Erling Joensen

PRESSEMEDDELELSE

Idrætshøjskolen Viborg har ansat en erfaren højskolemand som ny forstander. Erling Joensen, der som forstander og underviser har mere end 25 års erfaring fra den danske højskoleverden, tiltræder på Idrætshøjskolen Viborg den 1. januar 2019.

Idrætshøjskolen Viborg byder velkommen til en forstander med en stor viden og indsigt i de frie skoler, deres udvikling og drift. Senest som forstander for Egå Ungdomshøjskole og før det som en drivende kraft i opstarten af Idrætshøjskolen Bosei. Tidligere har Erling også undervist i flere år på Idrætshøjskolen i Sønderborg.
Erling Joensen er seminarieuddannet og har et livslangt engagement i idrætsverdenen, som blandt andet tæller en tid som landstræner for det færøske badmintonlandshold samt træner for DGI’s første verdenshold i badminton.

Morten Jørgensen, formand for Idrætshøjskolen Viborg udtaler: ”Idrætshøjskolen er midt i en spændende udvikling med flere projekter i støbeskeen. Vi er bl.a. midt i en strategiproces, hvor vi udformer skolens fremtidige linje og tiltag. Dette arbejde er godt i gang, og for at holde momentum, er det vigtigt, at den kommende forstander har både evner og erfaring, som sætter ham i stand til at videreføre dette arbejde hurtigt efter tiltrædelsen. Vi har valgt at ansætte Erling, fordi hans værdier og personlighed matcher vores tilgang til det at drive en højskole med fokus på “det hele menneske”. Samtidig har han erfaring og ledelsesmæssige kompetencer, som vi ved, at han vil bringe i spil, når han stiller sig i spidsen for den fortsatte udvikling og drift af Idrætshøjskolens mange og alsidige aktiviteter. ”

Erling Joensen udtaler: ”Jeg er glad for at det er mig der fik jobbet, og ser frem til at starte i Viborg den 1. januar 2019. Jeg har haft 5 gode år på Egå Ungdomshøjskole, men glæder mig meget til at komme tilbage til idrætshøjskoleverdenen, hvor jeg ser Idrætshøjskolen Viborg med et enormt potentiale til at udvikle unge mennesker (med idræt og bevægelse som udgangspunkt) til højskolens kernebegreber om demokratisk dannelse, livsoplysning og folkelig oplysning.

Samtidig er det nogle fantastiske faciliteter at drive højskole i, med mulighed for mange andre aktiviteter, kurser m.m. for alle aldersgrupper. ”

Der bliver mulighed for at hilse på Erling ved en uformel reception den 11/1 – 2019 kl. 15 – 17 på højskolen.

For mere information kontakt:
Morten Jørgensen, tlf. 20 24 02 24
Erling Joensen, tlf. 28 90 16 95