GIVografi

Elevforening, Bestyrelsen, Netværket, Gym Team, mm…
Har du svært ved at finde rundt i højskolens bagland, så læs med i dette atlas og bliv klogere!

GIV: En supermagt i dette atlas – oprettet i 1951 som hele Jyllands gymnastikhøjskole. Ideen om en højskole i Viborg udsprang blandt andet af det vi i dag kender som DGI i samarbejde med stærke højskolekræfter. GIVs statsminister eller forstander, om man vil, har siden 2002(?) heddet Claus Bo Andreasen.

Gym Team Viborg

Tidligere kendt under navnet Eliteholdet. Tegner den gymnastiske profil ud ad til og kan sammenlignes med et helt hold af udenrigsministre og ambassadører.

Højskolens bestyrelse: Bestyrelsen kan i overført betydning kaldes regeringen på GIV. Bestyrelsen fastlægger rammer, bestemmelser og mål for højskolen. Bestyrelsen vælges på Generalforsamlingen i maj måned. Formanden for bestyrelsen hedder Morten Jørgensen og er indvalgt gennem Skolekredsen og tituleres Mr. President.

Viborg Elever

Foreningens formål er at være forbindelse mellem højskolen og tidligere højskoleelever og collegeelever. Elevforeningen opnår sit mål ved i samarbejde med højskolen, at afholde en perlerække af arrangementer i løbet af året. På generalforsamlingen til Elevmødet vælges elevforeningens bestyrelse og til dette er der som regel kampvalg. Hvis Viborg Elever var et politisk parti ville de sikkert hedde Glade Demokrater.

Netværket GIV

Netværket er en forening, som også du kan blive medlem af. I Netværket er gensidighed og ligeværd nøgleord i en smeltedigel af udvikling, kultur og bevægelse. Her mødes mennesker i forskellige aldre på tværs af professioner, erfaringer og baggrunde, for at inspirere hinanden og skolen, give og modtage spændende ideer og oplevelser og for at diskutere og præge udviklingen af den moderne højskole og det samlingssted som GIV er og fortsat gerne vil være. Netværket gør det ud for kulturminister.