Elevportræt Astrid Ibsen

Mød Astrid i et interview om dans

1. Alder?
21 år

2. Hvor kommer du fra?
Århus

3. Hvad lavede du inden GIV?
Efter jeg blev student, arbejdede jeg først 3 måneder i vuggestue. Derfra tog jeg til Norge i 5 måneder, hvor jeg arbejdede som tjener på hotel og stod på ski i fritiden. Stort set direkte derefter tog jeg til Caribien, hvor jeg igen arbejdede på hotel som tjener – denne gang i 4 måneder. Efter en lille tur hjem forbi, tog jeg til London i 1½ måned for at prøve noget andet. Da jeg følte, at jeg var færdig der, havde jeg et par måneder med familien og vennerne derhjemme, før jeg lige skulle slå den sidste tid ihjel før højskolen, med en måneds rejse til Vietnam og Thailand.

4. Hvorfor højskole?
Siden efterskolen har jeg egentlig været klar over, at jeg skulle på højskole. Efterskolen var med til at udvikle mig i en helt ekstrem grad, både personligt og fagligt, og har givet mange gode minder, så det har ligget lige til højrebenet at søge en lignende oplevelse igen.

5. Hvorfor GIV?
Jeg lærte gymnastikken at kende på efterskolen, og har dyrket den lige siden. Efter gymnasiet har jeg rejst rundt og har derfor ikke haft mulighed for at lave gymnastik, og jeg kunne mærke, at jeg manglede det. Jeg havde derfor både Ollerup og GIV i spil. Jeg endte med at vælge GIV, fordi jeg på efterskolen nød, hvordan man kunne møde så mange forskellige mennesker, når skolen ikke var ensrettet mod én sportsgren.

6. Hvorfor vil du gerne være danser?
Merete, vores danselærer der underviser i moderne dans, holdte et foredrag om hendes dansekarriere og fortalte om, hvordan hun selv, som 20-årig, besluttede sig for at blive danser. Det åbnede op for helt nye tanker – lige pludselig var det en mulighed. En mulighed jeg gerne vil udforske. Så til oktober flytter jeg til Berlin for at studere dans på danseskolen ”Balance1” og ikke mindst for at tage på et nyt eventyr, og se hvor det bringer mig hen.

7. Hvad har du lært af GIV, og hvad kan du tage med dig?
Jeg har selvfølgelig udviklet mig rent fagligt – både i dans, kajak, kommunikation og meget mere.

Jeg har lært, at livet altid byder på overraskelser, og hvor vigtigt det er at være åben overfor disse: Mig der kom på højskole og var ret klar over, hvad jeg ville søge ind på til sommer – og bum! Så skulle jeg da lige pludselig være danser. Hvem havde dog troet det?

Derudover har jeg lært meget om livet af de internationale elever, som har givet mit ophold et helt specielt twist og udvidet mit uvurderlige netværk i verden.

8. Tidligere erfaring inden for feltet?
Som nævnt tidligere, stammer min rytmiske erfaring fra efterskolen med gymnastik, som jeg også dyrkede i de 3 år på gymnasiet. Dog ikke på et helt vildt højt niveau. Men dans – specielt det moderne – har jeg aldrig fået undervisning i.

9. Hvad betyder dans for dig?
Dans giver mig et helt specielt frirum, hvor jeg kan forsvinde enten ind i, eller ud af mig selv. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at det sommetider kan have en hel terapeutisk virkning.
Det er en helt unik kombination af at bruge kroppen og hovedet på samme tid, og udfolde sin kreativitet.
Og så er det så simpelt, at det gør mig glad – helt indeni!

10. Hvad syntes du om at gå på GIV?

A. Socialt liv:
Det, der er helt specielt ved at gå på GIV er, at menneskerne er så friske og initiativrige. Ligeså snart man går ud fra sit værelse, er der tusindvis af tilbud til ting man kan lave. Alt fra at ligge i en stor bunke i TV-stuen og se en film, til vinterbadning i søen. På den måde bliver der plads til alle slags humør og mennesker!

B. Maden:
Maden var noget af det jeg var mest nervøs for. Men det har der da godt nok ikke været grund til. Jeg blev desværre nødt til at melde hjem til mine forældre, at deres evner i et køkken var blevet slået af Villy og hans fantastiske køkkendamer. Det er så spændende og varieret, og så er køkkenet så gode til at tage hensyn til alle behov.

C. Faciliteter:
Jeg tror ikke, at der findes et sted i Danmark, med så bredt et udvalg af faciliteter, og med så stor kvalitet. Det er så svært at begribe, at man har så nem en tilgang til det hele, og at det bliver brugt i så stor grad i undervisningen såvel som fritiden, er helt fantastisk. GIV har fået forenet naturen og kulturen på bedste vis – bare det at vågne op til den smukkeste udsigt over Søndersø er alle pengene værd!

D. Skolen
Der er noget helt specielt over at blive del af en skole, med alle dens historier og traditioner. Det er ikke kun noget man kan mærke i ånden, men lige så meget noget man kan se, fx på trappen ved hovedindgangen, hvor der på trinene gennem årene, har formet sig et spor efter de mange trætte ben, der har gået op og ned af dem.

E. Undervisere:
Alle underviserne er super dedikerede til deres fag og deres entusiasme smitter helt uhyggeligt meget. De er hver og en fantastisk dygtige indenfor hver deres felt, og en kæmpe inspiration. Men oplevelsen af, at man ikke blot møder en lærer i sin dagligdag men et menneske, er så givende.

F. Det daglige program:
Programmet er meget varieret fra dag til dag, så både krop og hoved bliver stimuleret, hvilket er med til at gøre tiden på GIV til et helt specielt højskoleophold.

 

11. Lever højskolen op til dine forventninger?
Ja! Og mere til! Jeg er fx blevet positivt overrasket over, hvor omfattende GIV-ånden er og den ikke blot er højskolen men også College, Eliteholdet og alle andre med tilknytning til GIV.

12. Kan du anbefale GIV?
Yes! Her findes et godt mix af mennesker, som sammen og danner et stærkt vanedannende fællesskab.

13. Kan du anbefale dans og bevægelse på GIV?
Helt klart – man bliver virkelig udfordret, har det sjovt, og der bliver givet plads til at finde sig selv i dansen!