Viborg Gym Team – Elitehold
Snart skyder vi en ny sæson med Viborg Gym Team – Eliteholdet i gang. Der er sket meget med holdet i den forgangne sæson, og vi glæder os til at arbejde videre med at udvikle holdet på forskellige niveauer. Herunder kan du læse om, hvad der forventes af dig som gymnast på Viborg Gym Team, samt hvilke spændende udfordringer og oplevelser, du vil møde.
Hvad skal du tage stilling til, før du stiller op til udtagelse?
Hvis du vil med på holdet, skal du ville gymnastik på et højt niveau og ville udfordres. Til træningssamlingerne arbejder vi meget målrettet, hvilket er med til at fordre et højt niveau og stort engagement både fra gymnaster og instruktører.
Et fælles opvisningsprogram med en kreativ kombination af spring, dans og rytme er vores endelige mål. Igennem arbejdet med opvisningsprogrammet er det vores mål at dygtiggøre den enkelte såvel som holdpræstationen. Det forventes, at du øver dig på opvisningsprogrammet inden du møder til træning – hver gang! Vi forventer endvidere, at alle gymnaster har og vedligeholder en god grundform både indenfor tekniske færdigheder, udholdenhed, styrke og smidighed. På rytmesiden forventes det derfor, at du træner på mere end motionsplan i din hverdag. Og som springer forventes det, at Viborg Gym Team ikke er det eneste sted, du springer. Til opvisningerne vil vi præsentere sikre og flotte spring, så det er en nydelse at være tilskuer. Målet er at få springerne op på så højt niveau som muligt, men dog ikke for enhver pris.
Du skal være forberedt på differentiering i både undervisning til træningssamlingerne og i opvisningsprogrammet med henblik på, at alle skal føle, at de udfordres, men også fordi vi ønsker at skabe et produkt af høj kvalitet. I den kommende sæson vil vi lade dele af opvisningsprogrammet fra sæsonen 2011/2012 gå igen. Disse dele vil vi arbejde differentieret med således, at både nye og tidligere gymnaster på holdet udfordres. Som ny vil man fx selvstændigt skulle indlære efter video, og som tidligere gymnast skal man være parat til at arbejde med ny koreografi på kendte sekvenser og serier.
Som instruktører anerkender vi i meget høj grad det smittende mod samt den livs- og bevægelsesglæde, som præger Viborg Gym Team både socialt og i trænings- og opvisningssammenhænge. På rytmesiden vil vi gerne medvirke til at bevare og udvikle denne positive og selvfede tilgang til gymnastik og dans, ved at arbejde mere reflekteret med de forskellige aspekter, der er i spil i processen frem mod produktet. Hos springerne skal man til hver eneste træning være klar til at give den fuld gas uanset om der arbejdes med spring, koncept eller rytme. Alle dele vil til hver træning indgå i større eller mindre grad. Koncept indgår altid, og her arbejder vi sammen og løfter opgaven i flok. Springdelen er også for piger.
Der sættes i udgangspunktet ikke ekstra tid af til individuel feedback i løbet af sæsonen. En naturlig del af træningen er perfektioneringen af serier og spring og dermed alm. rettelser til holdet og den enkelte.
En del af træningssamlingerne for især springholdet vil foregå sammen med højskolens Gym College, ligesom en gruppe af collegeeleverne vil deltage på holdet på forskellige niveauer i forbindelse med opvisningsprogrammet.
Læs desuden om økonomi, praktiske opgaver og krav om træning ved siden af deltagelse på holdet under menupunktet “Generel info” i højre side.
Skal man have gået på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg?
Der er mulighed for at gå til udtagelse selvom, man ikke har været elev på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg. Hvis du ikke har været tidligere højskoleelev, collegeelev eller gymnast på Viborg Gym Team, skal du udover at tilmelde dig til udtagelsen, sende en kortere skriftlig beskrivelse af din motivation for deltagelse på holdet.
For deltagelse på rytmeholdet til Ane (ane@giv.dk).
For deltagelse på springholdet til Kasper (kasper_lykke@hotmail.com).
Udtagelsen finder sted lørdag d. 16. juni kl. 13.00 – 22.00.
Program for udtagelsen:
13.00-15.00: Åben træning, hvor alle kan deltage (dvs. du skal ikke nødvendigvis deltage i udtagelsen, selvom du deltager i den åbne træning. Du skal derimod deltage i den åbne træning for at kunne stille op til udtagelsen).
15.30 – 17.30: Udtagelsestræning
18.00 Aftensmad
19.30-22.00: Udtagelsestræning
Herefter sættes holdet, og der gives besked til gymnasterne herom.
Det hold, som udtages, træner herefter søndag formiddag kl. 9.00-12.00.
Der nu blevet åbnet for tilmelding til udtagelsen her på siden. Du SKAL tilmelde dig på forhånd hvis du vil deltage i udtagelsen. Det kræver ingen tilmelding (kun) at deltage i den åbne træning.
Instruktørteamet er som følger:
Spring
Kasper Lykke, Stig Buhl & Johannes Feldager
Rytme
Laura Nyhus Kirk, Ane Lambæk & Katrine Ingvardsen
Booking af Viborg Gym Team til opvisninger:
Ring 86 67 20 11eller send en mail til kontoret.




























































































































