Nyt boulder-rum på højskolen
Posted november 28, 2011 by Anders Buhl with 0 Comments
En flok engagerede medlemmer fra Viborg Klatreklub (VKK) har i samarbejde med Gymnastik og Idrætshøjskolen ved Viborg (GIV) skabt endnu en klatremulighed i Viborg. Der var i november 2011 indvielse af det nye boulderrum ’ovenpå redskabsrummet’ i højskolens Idrætshal.
Se TV Midtvests indslag om bouldervæggen
Fakta:
’Bouldering’ er klatring i lav højde uden andet sikkerhedsudstyr end et faldunderlag bestående af kraftige madrasser. Ruteklatring kræver i modsætning hertil både sele og reb.
Bouldering og ruteklatring er beslægtet på samme måde som sprint og mellemdistanceløb, idet nogle af de karakteristiske egenskaber er henholdsvis styrke og udholdenhed.
Bouldering er uundværligt for konkurrenceklatreren, idet det er en meget intensiv træningsform, hvis mulighed for at træne styrke og teknik er ruteklatring langt overlegen.
VKK ønsker desuden at bruge bouldervæggen i forbindelse med klubbens juniorhold, idet en bouldervæg er perfekt til fælles opvarmning og diverse andre sociale klatreaktiviteter/-lege.
Herudover vil boulderrummet give gode muligheder for at udvide klubbens åbningstider, hvilket vil være en fordel for både de medlemmer, der ønsker at træne flere gange om ugen, og for de medlemmer, som har svært ved at komme i klubbens nuværende åbningstider.
En vigtig ting ved klatring er at alle kan være med. Med gode klubfaciliteter vil det blive nemmere og mere naturligt at tage familie og venner med, idet man således vil kunne få endnu flere gode oplevelser udover selve klatringen.




























































































































