Ukrainske Nyheder
Posted 23. juli 2010 by ElkeB with 0 Comments
Efter halvandet døgns bootcamp afsluttet med en fantastisk god opvisning for et dejligt publikum og kun få timers søvn drog vi af sted mod Ukraines land. Vi forlod Danmarks sølle 30 grader og ankom til de 40 grader i Ukraine. Efter endt kaos i Kievs lufthavn, der indebar lidt kommunikationsvanskeligheder, da næsten ingen taler engelsk, påbegyndte vi de 1200 km i en bus uden aircondition. Til gengæld frydes vi ved synet af buschaufførens leopardbeklædte sæde og gearstang samt hans svedige runde bare mave. Selve Ukraine må siges at være meget fladt og præget af landbrug. Krim-halvøen, derimod, er tæt bevokset af træer og grønt, og utrolig flot med bjerge i baggrunden og udsyn til Sortehavet. De første 4 dage er gået med vandring op og ned af bjerget, da vi bor på toppen, men spiser i bunden. Sightseeing i park og ved markedsboder, museumsbesøg om Krim-krigen og U-både, sejltur og badning fra båden.
Vi bor på en sommercamp, hvor der kommer børn på lejrtur, og det er især disse børn, vi laver opvisning for og workshops med. Turens første opvisning lå onsdag aften, hvor campens beboere samt andre nærliggende camps, var inviterede. Vi lavede opvisning nær stranden hvor tilskuere sad på tribuner. Under opvisningen kom der mange positive tilråb som ”BRAVO!” og mange klapsalver – det var fedt. Vores fokus kunne dog smutte, var når vi vendte ryggen til publikum, og fik et par sekunders udkig over det smukke Sortehav med springende delfiner i baggrunden. Det var utrolig fascinerende.
Vi har det godt – nyder varmen og skal hilse fra hele holdet, Egor og Oleg (som er vores Ukrainske venner). Følg snart med i GIV touring Ukraine II…..!!!! – måske vi skriver tilbage når vi har været i Tjernobyl!!!!
Tags: GIV Elite





























































































































